Forside

Velkommen til Majse’s verden

 

Dette er Majse’s verden, som er mit lille univers her på det store internet.

Majse’s verden er på den ene side en blog, hvor jeg deler små indlæg om alt muligt, som falder mig ind – og på den anden side en webshop, hvor jeg sælger mine egne kreationer.

Med bloggen ønsker jeg dele noget af det, der fylder i min verden. Som person er jeg humoristisk og kreativ, og det afspejler sig selvfølgelig i mine (mange) interesser, som favner bredt.

Jeg interesserer mig for bolig og indretning. Det betyder meget for mig, hvordan mine omgivelser er. Jeg bor i et gammelt hus ude i skoven og kan godt lide, at der i mit hjem er pænt og hyggeligt. For at opnå det har jeg indrettet vores hjem med et hyggeligt mix af både gamle, retro og nye møbler og nips-ting. 

Jeg hygger mig med forskellige typer håndarbejde fx broderi, strik og syning og har et velassorteret hobbyhjørne, som derudover også omfatter linoleumstryk, betonstøbning, papirklip, læderarbejde, perlesyning mv. Jeg elsker at falde over en fed DIY, som jeg bare må lave. 

En anden af mine store passioner er keramikken. Jeg hygger mig med at lave stentøjskeramik i mit lille bitte værksted. Det er primært brugsgenstande og figurer, jeg er optaget af. Og det er især min keramik, du finder i webshoppen

Og så kan jeg godt lide at bage og sylte en gang i mellem. Især rugbrød med surdej øver jeg mig på.

Det var en lille gennemgang af de ting, som optager mig – og som jeg laver lidt små indlæg om med henblik på at dele og inspirere.

Jeg håber, du får glæde af dette indblik i min verden. I hvert fald, velkommen til Majse’s verden!